Cykelparkering ved stationen plages af mange tyverier

Kriminalitet. Noget tyder på, at cykeltyverierne ved Kronen er organiseret kriminalitet. Overvågning af cykelparkeringen kan være på vej.

Af Jan Diament

jan@minby.dk

Cykelparkering: »Der er et meget stort problem med cykeltyverier i den nye cykelparkering ved Kronen ved Vanløse Station.«

Det fortæller en Vanløseborger, som ønsker at være anonym (navn og adresse er redaktionen bekendt).

»Vi kommer der dagligt, fordi vi bor ovenpå Kronen, og der ligger ofte afklippede kæder. Det er tydeligvis organiseret kriminalitet. Jeg har selv fået stjålet en mountainbike til over 13.000 kroner,« fortæller borgeren, der meget gerne ser, at der bliver sat videoovervågning op i cykelkælderen.

Området hører under DSB og ikke Kronen, som mange måske tror. Allan Plambæk Madsen fra Kronen er i dialog med DSB om at sætte overvågning op i de to etager.

Kender til problemet

Hos politiet er man bekendt med cykeltyverierne.

»Københavns Politi er opmærksom på udfordringerne omkring Kronen/Vanløse Station og der foretages jævnligt patrulje på stedet fra både beredskabet og lokalpolitiet,« siger vicepolitiinspektør Riad Tolba fra Københavns Politi.

Vanløse har fået mange nye cykelparkeringspladser – både nævnte i to etager og langs med Kronen på Apollovej.

Men også bag Kronen i det nye fritidsområde Tangen, er der etableret en masse cykelparkeringspladser. De vil dog typisk være for Kronens beboere.

Mange tror fejlagtigt, at de må stille deres cykel på Vanløse Torv. Men det er forbudt, og skilte fortæller også at det er forbudt.

Tyverier fra opgange

Den senere tid har der også været flere tilfælde af tyverier fra gårde, opgange og haver. Visse personer har åbenlyst rendt rundt med trailere og samlet diverse ting og sager.

På Facebooksiden Vanløse 2720 er der flere, der fortæller om mystiske varebiler, der kører rundt i Vanløses kvarterer.

- læs flere artikler > artikel oversigt...