Drømmen opfyldes: Nyt spillested

NYT. Vanløse får nyt spillested på Kulturstationen.

Af Jan Diament

jan@minby.dk

MUSIK OG KONCERTER M.M.: Først var det rimeligt sikkert. Så blev det, til stor skuffelse for Kulturstationen, droppet i budgetforhandlingerne i år. Men nu bliver det alligevel til noget med et nyt spillested. Torsdag aften blev kultur- og fritidsudvalget enige om at finde midler til et nyt spillested i Vanløse. Udvalget bevilgede 2,6 mio. kr til spillestedet.

Stairway kommer det til at hedde – med reference til Van Morrissons sang, Vanlose Stairway, som han skrev da han boede i tre år i Vanløse.

Spillestedet bliver indrettet i de cirka 285 kvadratmeter, der bliver ledige når Føtex rykker ud af huset og ind i det nye center, Kronen.

»Jeg er simpelthen så glad for, at Vanløse får en ny musikscene i Kulturstationen. Det har været et stort ønske fra min side, og i torsdags lykkedes det at samle hele Kultur- og fritidsudvalget om at prioritere den kommende scene »Stairway Vanløse«. Kulturstationen er et naturligt samlingspunkt for os borgere i Vanløse, og i fremtiden bliver der endnu flere kulturtilbud at samles om,« siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).

Leder af Kulturstationen, Ole Jensen, kan ikke få armene ned.

»Med denne visionære politiske beslutning har vi nu en enestående mulighed for at udvikle det kulturelle landskab yderligere i bydelen med Kulturstationen som et naturligt omdrejningspunkt,« siger han og tilføjer: »Ikke mindst har der været fuld opbakning og støtte fra Vanløse Lokaludvalg under hele forløbet.«

»Det er et stort kulturløft i Vanløse når vi nu bruger 2,6 mio kr til en udvidelse af kulturhuset. Det er en så god mulighed og den eneste rigtige løsning for Vanløse kulturliv, der er centreret omkring stationen. Og da Føtex lokalerne ikke står tomme for evigt var det jo med at handle mens tid er,« siger kulturordfører for Socialdemokratiet i BR, Simon Strange.


- læs flere artikler > artikel oversigt...