En dag som pigespejder

Spejder. Åbent hus trak flere piger til. Et af målene er at fortælle pigerne, at de er gode nok og at man godt må lave fejl.

Af Jan Diament

jan@minby.dk

spejder for en dag: Modige piger var stimlet sammen, da De grønne pigespejdere fra Grøndalskirken forleden holdt åbent hus, hvor pigerne prøvede kræfter med ukrudtsafbrænding, dragebyggeri og guldgravning og så på bunddyr gennem hjemmelavede vandkikkerter.

Alt sammen for at give nysgerrige piger en smagsprøve på livet som pigespejder og for at sætte fokus på, at piger skal turde lave fejl.

»Alle nysgerrige piger var inviteret til at være spejdere for en dag. Temaet var ”Ta’ på eventyr med Gnisterne” og pigerne skulle på et stjerneløb, hvor de blandt andet fik jord under neglene som guldgravere og afprøvede deres evner med ukrudtsafbrænding med en tennisbold dyppet i sprit,« fortæller Marianne Weikop, der er leder hos De grønne pigespejdere i Grøndal.

»Dagen gik helt vildt godt. 20 piger mellem fem og ni år kastede sig begejstret ud i aktiviteterne. Der var en herlig stemning. Pigerne var nysgerrige og rigtig gode til at hjælpe hinanden, uanset om temaet var jord, ild, luft eller vand. Der blev fundet nye veninder på kryds og tværs,« fortæller hun.

Mere modige

De grønne pigespejdere ville med dagen sætte fokus på, at piger skal turde lave fejl, fordi de kan meget mere end, de tror, de kan, hvis de bare kaster sig ud i det.

»Hos De grønne pigespejdere er der plads til, at man laver fejl, fordi det handler om, hvad pigespejderne kan i fællesskab, frem for den enkeltes præstation. Det giver mod til at prøve nye ting. Og mange af deltagerne prøvede flere ting, de aldrig havde prøvet før – og de havde det sjovt med det. Det er det, vi er her for: at sørge for at se pigerne vokse igennem udfordrende aktiviteter,« fortæller hun.

Eneste korps kun for piger

Nye piger kan stadig nå at komme med. Læs mere på www.pigespejder.dk/groendal

Om De grønne pigespejdere:

•Det er det eneste spejderkorps i Danmark, som udelukkende er for piger og ledes af kvinder.

•De grønne pigespejdere blev stiftet i år 1919. I Grøndalskirken har der været spejdere i mere end 80 år og vi har over 80 medlemmer.

•Der holdes møde hver onsdag i Grøndalskirkens krypt, Hulgårdsvej 2.

Til og med 3. klasse mødes kl. 18.30-20. De store spejdere kl. 19-21

- læs flere artikler > artikel oversigt...