Livets Skole viser sig frem

ÅBENT HUS. Friskolen Livets Skole holder åbent hus.

Af Jan Diament

jan@minby.dk

FRISKOLE: Livets Skole, Skjulhøj Allé 50, holder åbent hus torsdag 2. november for at vise skolen og dens muligheder frem.

»Der er åbent fra kl 15-18, hvor folk kan dumpe ind og få en kort rundvisning, se SFO’en i sving og få en snak med skoleleder Jens, ansatte og forældre fra bestyrelsen. Rundvisningerne bliver hver hele time,« fortæller skoleleder Jens Horn.

Åben Skole er et forholdsvist nyt initiativ fra Friskoleforeningen, og er rette mod forældre og børn, der gerne vil se en anden skoleform end vores folkeskole.

»Livets Skole på Skjulhøj Allè i Vanløse har levet et stille liv siden opstarten i 2002. Vi holder til i en gammel villa, hvor vores børnehaveklasse og indskoling boltrer sig i det daglige. På den anden side af vejen har vi vores mellemskole – 4. til 7. klasse. Vi er 92 elever, og 17 ansatte med en velfungerende SFO, der er åben alle dage før og efter skoletid,« fortæller Jens Horn.

At håndtere konflikter

Livets Skole er en friskole med samme forventninger til faglig læring som alle folkeskoler.

»Men vi vil også noget mere. Vi vil lære vores elever at håndtere konflikter, og at vi alle skal være sikre på at have en god skoledag uden drilleri og mobning. Vi er ikke ret mange i hver klasse – og vi lærer noget nyt hver dag. Alle de fag forældre kender fra skoletiden har vi på skemaet, men også undervisning i musik på alle klassetrin, kreativ håndværk, livsforståelse og stemning,,« fortæller han.

Skoleåret er fyldt med afveksling mellem almindelig skema og faglige emneuger; Naturfagsuge; Sundhedsuge; Musik/Teateruger; Sproguger; Matematikuge og Sommerstemningsuge, og hvert år tager man på lejrskole hele skolen sammen.

Forældrenes skole

»En friskole er forældrenes skole – og derfor vil du få mulighed for at få indflydelse på dit barns skolegang,« fortæller Jens Horn.

En friskole kan selv vælge, hvordan man indretter skoledagen.

»Og vi vælger selv hvilke værdier vi lægger vægt på fremfor andre. Livets Skole er en tryg, lille skole med plads til og forståelse for, at alle børn er forskellige, og god læring begynder med god trivsel – både i klassen og i frikvarteret. Vi løber en tur hver dag. Vi er musikalske, kreative og elsker at lære, både det der står i bøgerne, og af hinanden. Det er derfor vi kalder os Livets Skole,« slutter Jens Horn.


- læs flere artikler > artikel oversigt...