Lokale vindere og tabere

kommunalvalg. Vanløse fik ikke alle sine lokale kandidater ind i Borgerrepræsentationen. Blandt andet ikke Lars Georg Jensen, SF, og måske overraskende heller ikke Henrik Svendsen, DF. Pæn stemmeprocent i Vanløse.

Af Jan Diament

cmo@minby.dk

inde og ude: Tre lokale kandidater blev valgt til BR, mens fire måtte se sig slået.

Ikke overraskende blev både Jakob Hougaard, S, og Carl Christian Ebbesen, DF, valgt ind i BR. Det er to politikere, der har siddet i BR i mange år. Begge har været borgmestre.

Jakob Hougaard med 1462 og Carl Christian Ebbesen med 3600 personlige stemmer. Men på baggrund af, at DF gik tilbage ,så må sidstnævnte afgive sin borgmesterpost.

Ung kandidat valgt ind

Også den unge radikale kandidat Christopher Røhl Andersen kommer ind i BR. Det gør han på baggrund af at tidligere borgmester Anne Mee Allerslev frabeder sig genvalg. Han er bare 26 år og fik 1009 personlige stemmer.

»Jeg er enormt stolt over den tillid københavnerne har vist mig. Nu starter arbejdet for den grønne omstilling, en kulturrig by og de unges hverdag. Og selvfølgelig min egen lokale bydel: Vanløse,« siger han.

»Jeg kæmper videre«

Lars Georg Jensen, fik 509 personlige stemmer, men det er ikke nok til at han kommer ind i BR.

»Med 509 stemmer fik jeg et rigtig godt personligt valg og hoppede mange pladser frem på SF’s liste. Men jeg bliver ramt af, at SF desværre kun har fået fem mandater, og mine 509 stemmer rækker kun til at blive nr. 7 på SF’s liste. Jeg er skuffet, men mest af alt er jeg ked af, at ikke kan leve op til den tillid, som 509 personer viste mig. De satte deres lid til, at netop jeg kunne gøre København til en mere grøn og tryg by at leve i. Men jeg skal nok kæmpe videre. Det bliver bare ikke i BR i denne omgang,« siger han.

1. suppleant

Heller ikke Henrik Svendsen, DF, kom ind i denne omgang. Han har siddet i BR i flere år.

»Selvfølgelig er jeg meget skuffet. Jeg er 1. suppleant, så jeg har stadig tæt tilknytning til Rådhuset, og vil i den kommende valgperiode fortsat arbejde hårdt for mine synspunkter på blandt andet børne- og ungeområdet,« siger han. Han fik 351 personlige stemmer.

Allan Christensen, DF, fik 298 personlige stemmer og kommer dermed heller ikke til at sidde i BR.

Heller ikke Karina Sønderfort, S, får en plads i BR med sine 544 personlige stemmer.

Klart over gennemsnit

Stemmeprocenten til kommunalvalget på Vanløses valgsteder var klart over gennemsnittet for hele København.

Højest var den på Kirkebjerg Skole med hele 69,60 procent, på Katrinedals Skole med 68,43 procent,Vanløsehallen med 65,93 og Rødkilde Skole med 65,86 procent.

Stemmeprocenten i Københavns Kommune blev 61,8. Stemmeprocenten for hele landet blev 70,8 procent mod 71,9 procent ved valget i 2013.

Ellers viser resultatet for de fire valgsteder i Vanløse, Katrinedals Skole, Kirkebjerg Skole, Vanløsehallen og Rødkilde skole samme tendens som resten af Københavvns Kommune: S går lidt frem, Alternativet stormer ind, men dog med lidt mindre tal end for mange andre bydele.

Rødkilde Skole kan vise det største antal stemmer til Alternativet, nemlig godt otte procent, de andre valgsteder ligger på godt seks procent. Det samlede tal for Københavns Kommune er 10,5 procent til Alternativet og dermed en borgmesterpost.

Størst fremgang har Socialdemokratiet i Vanløsehallen – en fremgang på 4,1 procent.

- læs flere artikler > artikel oversigt...