Stadig modstand mod byggeri

byggeri. Beboere: Rod med lokalplan og fejl i forvaltningen spreder igen frygt for nyt byggeri på vandværksgrunden/Rabarbervej hos børnefamilier

Af Jan Diament

jan@minby.dk

byggesag: Byggeselskabet Gefion lægger nu op til et nyt byggeri på den tomme grind på Rabarbervej. Det er så fjerde gang at der kommer byggeplaner på grunden ved det gamle vandværk.

De andre gange er deres planerned blevet afvist af flere grunde, blandt andet fordi det var et for massivt byggeri.

Denne gang er der tale om at byggeselskabet vil opføre to bygninger på samlet 4.393 kvadratmeter med 18 familieboliger og 71 ungdomsboligere, hvoraf fire indrettes til handicapboliger. Hertil en kælderetage på 1639 kvadratmeter, der blandt andet skal anvendes til bil- og cykelparkering.

Men af flere grunde er der stadig modstand mod de aktuelle byggeplaner både blandt naboerne og flere lokale politikere.

Politikerne i Teknik- og Miljøudvalget skal snart tage stilling til, om der skal bygges på Rabarbervej. Naboerne peger blandt andet på, at grunden er alvorligt forurenet efter mere end 100 års industribrug, samt at trafiksikkerheden forringes.

Byggeansøgningen har netop været sendt i høring før jul, og der kom i alt 35 høringssvar fra naboer i området.

Det fik Ulrik Kohl fra EL og Klaus Mygind fra SF, begge nye medlemmer af teknik- og miljøudvalget, til at besøge området på Rabarbervej søndag 7. januar. Begge finder byggeriet alt for stort, og de kan ikke leve med overtrædelser af lokalplanens krav om friareal.

De vil ikke dispensere, som Teknik og Miljøforvaltningen ellers lægger op til. SF, Enhedslisten og Radikale Venstre ønsker en ny lokalplan for området.

»Jeg synes, at det nye forslag til byggeri mangler arkitektonisk kvalitet. Det fylder alt, alt for meget. Jeg efterlyser langt større kreativitet. Dele af kvarteret kunne gøres bilfrit, » siger Klaus Mygind (SF), der vender sig imod, at vandværket fortsat forfalder, og at ansøger ingen planer har for det.

»Der skal stilles krav til ejerne, om at vandværket renoveres, så det kan bruges til service og/eller kulturelle formål,« mener han.

Samme toner har lydt fra alle politikere, der har besøgt området, samt Vanløse Lokaludvalg.

»Jeg kunne tænke mig, at et nyt byggeri blev kombination af ungdomsboliger og seniorbofællesskaber. Det kunne skabe en varieret beboersammensætning. Byggeriet kunne måske være højere nogle steder, hvor det ikke skygger, så en meget større del af de nuværende græsarealer bevares. Klimatilpasning skal også tænkes med,« fastslår Klaus Mygind.

SF’erens visioner møder opbakning fra naboerne:

»Vi er glade for, at politikerne så klart afviser overtrædelser af lokalplanen, når nu forvaltningen har så svært ved det,« siger nabo på Jordbærvej, Jens Peter Kildevang, og henviser til Teknik- og Miljøforvaltningens generelle problemer med at sagsbehandle korrekt, så nybyggeri i kommunen overholder regler, lov og lokalplan.

Vil ikke slække på regler

Enhedslistens ordfører i sagen, Ulrik Kohl, siger:

»Kommunen skulle aldrig have solgt hverken vandværket eller grunden til spekulationsbyggeri. Spaden er ikke i jorden endnu, og vi vil ikke være med til at slække på reglerne, hvis det ødelægger naboernes nærmiljø. Allerhelst ser vi et rent alment boligprojekt med selve vandværket som kulturhus.«

Nabo på Jordbærvej, Mette Jepsen, supplerer:

»Dagbladet Politiken har netop beskrevet massive problemer i Teknik- og Miljøforvaltningens sagsbehandling og manglende kontrol af, om lokalplanerne overholdes, blandt andet på Amager. Det gælder desværre også her på Jordbærvej og Rabarbervej, hvor vi som naboer gentagne gange har måtte påpege lovbrud og fejl, som forvaltningen ikke selv har fanget i byggeansøgningerne,« siger hun.

Overholder ikke lokalplan

De radikale er ligeledes enige med naboerne.

»Det nye forslag ser noget bedre ud, end det vi tidligere har set, men det ser desværre ud til, at det nye forslag heller ikke sikrer trygge trafikale forhold for områdets børn. Endvidere er det heller ikke hensigtsmæssigt, at man ikke arbejder videre med det gamle vandværk, der har så meget potentiale for at kunne udvikles til noget meget spændende. Vi ville hellere en hel anden vej med området og begynde med udviklingen af vandværket og så udvikling af det resterende grønne område efterfølgende”, siger medlem af teknik- og miljøudvalget, Mette Annelie Rasmussen (RV), der har foreslået et børneteater og kulturhus i det gamle bevaringsværdige vandværk på Rabarbervej.

Senest er det kommet frem, at lokalplanen er ugyldig, da der er opført en stor kommunal børnehave i 2012 i området, uden der er lavet tillæg til lokalplanen.

Til det siger Klaus Mygind:

»Jeg er enig i beboernes kritik af, at der ikke er lavet et tillæg til lokalplan. Det skal teknik- og miljøudvalget sørge for,« siger han og ønsker en helt ny lokalplan for området.

Arbejder på nyt projekt

AKB, naboer og advokat arbejder på nyt projekt

Beboerne i den almennyttige boligafdeling på Jordbærvej, samt ejerne af bostedet Grøndalsvænge og familieboligerne, AKB, København, rejser nu sammen med klyngebestyrelsen for blandt andet institutionen Grøndalen, massiv kritik af Teknik og Miljøforvaltningen.

AKB vil ikke acceptere, at vej- og vendeplads placeres på boligselskabets matrikel, og boligafdelingen har nu kontaktet og holdt møde med advokat Knud Foldschack, der arbejder på alternative planer for området.

»Vi har holdt møde med Knud Foldschack, og vi arbejder nu med alternative planer for området. Det er jo tydeligt, at den nuværende ejer ikke vil bygge indenfor lokalplanens rammer, men gang på gang ønsker at overtræde lokalplanens krav om friareal, højde, vej- og trafiksikkerhed mv. Det er uholdbart og har stået på siden 2014. Det kræver handling fra politikernes side, og vi er glade for, at de støtter os,« siger Mette Jepsen, beboer på Jordbærvej.

Vi har forsøgt at få en kommentar fra byggefirmaet Gefion, men de har ikke svaret på mail.

- læs flere artikler > artikel oversigt...