Tag på eventyr med familien i efterårsferien

BØRNETEATER. Vanløse Børneteaterfestival er klar med sjove og spændende forestillinger for børn og deres familier.

Af Jan Diament

jan@minby.dk

OPLEVELSER: Efterårsferien, uge 42, byder oplevelser en masse, når Vanløse Børneteaterfestival byder på flere spændende og underholdende forestillinger for børn og deres familier.

I år får festivalen besøg af blandt andet Peddersen og Findus, skønne prinsesser og søde skrubtudser, en rejselysten rengøringsmand og musikalsk billedhugger. Det bliver en magisk uge med kreative og finurlige forestillinger fra to og op til ni år.

Musikalsk forestilling

Festivalen kickstartes mandag 16. oktober med ’Hane får et føl’ af Olsen Teater. En musikalsk forestilling om kreativitet, hvor en billedhugger og hendes søn opmuntres af hinandens idéer, mens de giver liv til en stor træklods med egen vilje.

Tirsdag kommer de ikoniske svenske karakterer Peddersen og Findus på besøg.

Væbnet med guitarer, sang og billigt legetøj, kaster kammeraterne Niclas og Morten sig ind i Peddersen og Findus’ kamp: At få ræven til at holde sig fra deres skræmte høns – uden våben.

Sammen, og med hjælp fra publikum, udtænker, udvikler og udfører de en festforestilling af en snedig plan, som indbefatter en kunstig høne, masser af fyrværkeri og tilpas med spøgeri.

Prinsesse og skrubtudse

Onsdag vil en prinsesse og en skrubtudse fortælle om venskab, rummelighed og inklusion, og om at venskab gør selv den grimmeste skrubtudse til en smuk prins.

En både morsom, sanselig og rørende forestilling der inddrager børnene undervejs. Efterfølgende er det muligt at deltage i en dramaworkshop, som er inkluderet i prisen.

Oplevelser fra dagen

Torsdag vil Teater MY i forestillingen ’Jeg kan huske alting’ skildre magien lige før sengetid. Der hvor huset stadig er fuldt af lyde, og hovedet fyldt med tanker på dagen, der lige er gået.

Publikum får lov til at kigge ind og kigge med på alt det, som er sket i dag, og opleve den igen.

Festivalen afsluttes fredag 20. oktober med forestillingen ’Den lille båd’. Her møder vi en rengøringsmand, der ved et tilfælde finder en bog.

Den hedder »Den lille båd«. Han bliver så grebet af historien, at han, sammen med sine rengøringssvampe, straks begynder, at træde ind i historien og forestille sig, at han er hovedpersonen.

Her kommer han ud for en eventyrlig rejse med udfordrende og sjove oplevelser på den lille båd. Lige indtil den dag, hvor den store bølge tager ham helt op til himlen, som bliver hans nye hjem. Her er alt anderledes.

Teaterlounge med leg

Ugen igennem kan man før og efter forestillingerne besøge Teaterloungen, hvor der er mulighed for at lege, tegne, klæde sig ud og hygge sammen.

Vanløse Børneteaterfestival er blevet en så populær tradition, at der allerede nu er udsolgt til enkelte forestillinger, så skynd dig og køb din billet nu.

Se hele programmet på Kulturstationens hjemmeside www.kulturstationen.kk.dk.

Billetpris: 30 kr. stk. gælder børn og voksne. Billetsalg: på billetto via Kulturstationen.kk.dk.

Vanløse Børneteaterfestival er arrangeret af Kulturstationen Vanløse og støttet af Vanløse Lokaludvalg.


- læs flere artikler > artikel oversigt...