Tivoli er klar til den store jubilæumssæson

VIND BILLETTER. Allerede på lørdag slår Tivoli portene op til sommersæsonen – nummer 175 af slagsen. Jubilæumssæsonen byder bl.a. på en ny forlystelse og en jubilæumsparade. Du kan vinde billetter til haven.

Af Christian M. Olsen

cmo@minby.dk

KONKURRENCE: Påsken falder tidligt i år, og det smitter af på Tivoli, der slår portene op til sommersæsonen allerede på lørdag 24. marts.

Der er tale om en jubilæumssæson – nummer 175 i rækken – og det skal naturligvis fejres på behørig vis året igennem.

Så når gæsterne i de første åbningsuger lægger vejen forbi Tivoli vil de blive budt velkommen af en have iklædt forårets farver med masser af blomster. Gæsterne kan hilse på de små lam i folden på Plænen og der vil være opsat boder og masser af farvestrålende påskeæg.

En lille ny jubilæumshave er placeret mellem de to restauranter Påfuglen og Mazzolis. Tanken er, at det skal blive en oase i Haven, som henvender sig til børnefamilier og haveentusiaster.

Parade fra 1. maj

I anledning af jubilæet bliver der premiere på en parade, der går gennem Tivoli. Jubilæumsparaden er baseret på tanken om at ’Hele verden mødes i Tivoli’.

Optoget bliver mere end 100 meter langt med 30 performere og Tivoli-figurer som Pjerrot og Tivoli-Garden.

Walt Disney World Resort hylder Tivoli’s 175 års jubilæum ved at bidrage til Havens jubilæumsparade med design af en paradevogn med temaet ’It’s a small world’. Musikken til paraden er komponeret af Bent Fabricius-Bjerre. Paraden får premiere 1. maj og kan opleves hver dag undtagen fredag.

Flere forestillinger

Jubilæumssæsonen bliver også fejret på Tivolis scener, der er klar med flere forestillinger. Satiregruppe Rytteriet med Martin Buch og Rasmus Botoft rykker ind i Glassalen med ny forestilling skabt til Tivoli. Med på holdet er Bodil Jørgensen, der for første gang optræder live på scenen sammen med de to frontmænd.

De bliver senere efterfulgt i maj af et nyt sommershow med titlen Mor og far sidder i Grøften. I det sketchbaserede show dykker fire skuespillere ned i den sande og dystre historie om, hvad der sker, når Tivolis porte lukker, og mørket falder på.

Vind billetter

I samarbejde med Tivoli udlodder vi billetter til haven og til forestillingerne.

Førstepræmien er fire entrébilletter og fire turpas. Andenpræmien er to gode billetter til ’Mor og far sidder i grøften’, og tredjepræmien er fem entrebilletter til Tivoli.

For at deltage i konkurrencen, skal du svare rigtigt på følgende spørgsmål: I hvilket år slog Tivoli for første gang portene op? Send dit svar på mail til konkurrence@minby.dk – her skal du også skrive navn, adresse og telefonnummer. Skriv ’Tivoli’ i emnefeltet.

Svarer du rigtigt, deltager du i lodtrækningen om præmierne.

Sidste frist for at deltage i konkurrencen er mandag 26. marts kl. 12. Vinderne får direkte besked.

- læs flere artikler > artikel oversigt...