Tre ud af fire dyrker idræt og motion

idrætsliv. Vanløse Lokaludvalg er på gaden med en hvidbog om idrætslivet. Den viser at Vanløseborgerne er særdeles aktive, men fortæller også, at 17 procent børn står på venteliste i en klub.

Af Jan Diament

jan@minby.dk

aktivitet: 74 procent af vanløseborgerne, som er fyldt 15 år, dyrker regelmæssigt idræt og motion. Hele 63 % dyrker 2-4 aktiviteter regelmæssigt, hvoraf de mest populære aktiviteter er løb, styrketræning, cykling og yoga.

Det fortæller rapporten »Idrætten og Vanløse – en borgerundersøgelse om idræt og motion«, som er udarbejdet af Vanløse Lokaludvalg i samarbejde med stud.scient.pol. Astrid Finderup.

»Rapportens formål er at skabe klarhed over vanløseborgernes muligheder, behov og efterspørgsler for at dyrke motion og idræt i Vanløse,« forklarer formanden for Vanløse Lokaludvalg, Bent Christensen.

De aktive børn

Det er åbenbart en skrøne. når man hører, at børn ikke dyrker idræt. I hvert fald når det handler om Vanløse. Rapporten viser, at børn og unge under 15 år er ret aktive, når det gælder idræt og motion. 50 procent af børn i alderen 0-5 år dyrker regelmæssigt idræt og motion. Tallet er endnu højere, når det gælder børn i alderen 6-14 år, hvor 81-85 procent er aktive. Svømning, dans, fodbold og gymnastikken er blandt de mest populære idrætsaktiviteter på tværs af aldersgrupperne for børn og unge.

Flere søger ud af Vanløse

Over halvdelen af vanløseborgerne, både børn, unge og voksne dyrker mindst en af deres idræts- og motionsaktiviteter uden for Vanløse – enten i andre bydele eller uden for kommunen.

Årsagen til dette er ifølge rapporten især manglende tilbud af samme slags i Vanløse. Rapporten viser dog samtidig, at langt de fleste vanløseborgere er i nogen grad eller i høj grad tilfredse med deres transporttid til deres aktiviteter.

Årsagen til denne tilfredshed skyldes højst sandsynligt, at langt de fleste vanløseborgere, på tværs af alder, i gennemsnit har under 30 minutter til deres aktiviteter.

Ventelister

Adgangen til idrætsfaciliteter i bydelen er en af de største udfordringer, som foreningslivet i Vanløse står overfor. 8 ud af 10 interviewede idræts- og motionsforeninger i Vanløse fortæller om mangel på haltider, og det har ifølge foreningerne negative konsekvenser for deres mulighed for vækst, den daglige træning samt oprettelser af venteliste.

Af rapporten fremgår det, at særligt ventelister er gældende for børn i alderen 6-10 år, hvor 17 procent står på ventelister til en aktivitet i Vanløse eller ikke kunne skrives op, fordi ventelisten var lukket for opskrivninger.

Arbejder videre

Rapporten er ikke endestationen for lokaludvalgets arbejde.

»Vanløse Lokaludvalg ser frem til, at rapporten bliver et aktivt redskab i det fremadrettede arbejde for at skabe optimale rammer for motions- og idrætslivet i Vanløse, som det også er skitseret i bydelsplanen for Vanløse,« siger Bent Christensen.

Vanløse Lokaludvalg er netop i gang med at planlægge et netværksmøde for blandt andet politikere og idrætsfolk, hvor rapportens konklusioner og nye løsningsforslag skal diskuteres.

Rapportens konklusioner bygger på 17 individuelle interviews med idræts- og motionsaktører i Vanløse samt en spørgeskemaundersøgelse besvaret af 1918 personer med folkeregisteradresse i Vanløse med mulighed for også at svare på vegne af deres børn i alderen 0-14 år.

Rapporten Idrætten og Vanløse – en borgerundersøgelse om idræt og motion udgives i løbet af uge 6 på Vanløse Lokaludvalgs hjemmeside www.vanloeselokaludvalg.kk.dk

- læs flere artikler > artikel oversigt...