»Vi skal investere mere i Vanløse«

Valget. »Vi skal have bygget flere billige almene boliger. Og så skal vi prioritere idrætten. Vi skal også have flere haller, så vi ikke har børn, der er på venteliste i klubberne,« siger Jakob Hougaard, Socialdemokratiet.

Af Jan Diament

jan@minby.dk

Kandidat: Han har siddet i BR siden 2002, borgmester fra 2006-2009. Arbejder som familiekonsulent i en nonprofit organisation og uddannet antropolog. Han er næstformand i teknik- og miljøudvalget. Så det er en garvet politiker vi har sat stævne i hans hjem i Vanløse. Jakob Hougaard, Socialdemokratiet har mange »hjertebørn«. Blandt andet flere og billige boliger.

»Hvad tænker du om bymidtens fremtid?«

»Ja, men kan sige at bymidten jo ikke er færdigudviklet. Vi har stadig det famøse hul i jorden, på den tidligere Brugsen-grund. Jeg går meget ind for, at der skal være plads til både oplevelser og indkøb i Vanløse bymidte. Der skal være en bedre indgang til Kulturstationen og den kommer også nu, hvor Føtex har lukket på Frode Jakobsens plads, Men jeg må sige, at jeg savner endnu mere cafeliv,« Jakob Hougaard.

Mere attraktivt

Han mener dog, at bymidten er gået fra at være et gennemgangs-område for tog, busser og metro til at være mere attraktiv med det nye center, Kronen.

»Men vi har stadig de cykler, der fylder alt for meget i gadebilledet. Derfor er det godt at vi forsøger med et fuldautomatisk cykelparkeringsanlæg. Det skal køre som forsøg, men går det godt er det nok fremtidens løsning på cykelparkerings-problemet.«

Han mener også, at det skal være muligt at flytte de cykler, der står hvor de ikke må være (Vanløse Torv, red.) og til cykelparkeringen, der er etableret med Kronen.

»Vi er nødt til at lave en dispensation på det område. Så skal vi også arbejde på at ændre folks adfærd. Men vi må have skiltning, der siger, at hvis man stiller cyklen her, så risikerer man, at den bliver fjernet. Så synes jeg også, at vi skal have flere træer og bænke i gadebilledet. Måske også flere steder i Kronen, hvor man kan slå sig ned. Jeg synes der er for få steder hvor familien kan sidde og spise en is for eksempel.«

Elbusser og lokalgade

»Hvilke tanker har du omkring trafikken eller trafiksituationen?«

»Vanløse er jo meget belastet af indfaldsvejene. Vi må have noget mere støjdænpende asfalt på nogle af de strækninger. Måske også noget beplantning for at dæmpe støjen. Og så skal vi have flere elbusser. Og det er ikke kun for at få nedsat CO2 mængden. Det er også for at komme støjen til livs. Jeg håber på, at alle busser er elbusser i 2023. Vi har jo fler-årige kontrakter med Movia og kan ikke gøre meget mere her og nu .«

Jakob Hougaard, går ikke ind for at lukke Jernbane Alle for biltrafik.

»Vi har meget pendlertrafik fra omegnen. Vi skal måske sætte farten ned på Jernbane Alle til 40 km/t, men nok ikke på indfaldsvejene. Så ender det blot med at bilerne holder i kø. Det er bedre at der er et flow. Men jeg kunne godt tænke mig at vi skabte noget i stil med Valby Langgade på Jernbane Alle. Det ville være fint hvis den blev en lokalgade og ikke til gennemkørende trafik, der blot skal fra Grøndals Parkvej til Jyllingevej.«

Han mener også, at cykelstien på Dæmningen mellem Damhussøen og -engen er vigtig at få gjort bredere.

»Der skal være mere plads til både gående og cyklister. Som det er nu er det lidt kaotisk. Og så kunne vi godt trænge til en cykelsti på Jydeholmen, der er lidt farlig for cyklister.«

Center tiltrækker folk

»Hvad med trygheden i Vanløse?«

»Vi måler jo trygheden i de enkelte bydele, og det ser ok ud i Vanløse. Men der er en tendens til lidt mere uro efter at Kronen er åbnet. Det tiltrækker unge, der færdes omkring stationen og Kronen. Det ville være en god ide hvis natteravnene tog en tur forbi Kronen, Vanløse Torv og Vanløse Station fredag aften. Men det er klart, at et center trækker alle mulige folk til. Det er jo også naturlig at mødes sådan et sted.«

Han synes, at der godt kunne være mere lys under jernbane broen.

»Men jeg ved at Vanløse lokaludvalg har fokus på det . Jeg kunne nu også godt tænke mig mere lys i parkerne om aftenen. Vi har jo mange mørke timer i Danmark og mange, der gerne vil løbe, når det er mørkt, men som måske føler sig lidt utrygge. Lyset kunne være LED lys, der lyser direkte ned på stien, så det ikke bliver et lyshav.

Flere rekreative områder

»Hvad med det grønne Vanløse og miljøet?«

»Det er vigtigt at vi får genanvendt ressourcerne, men som det er nu er der for mange skraldespande. Det kræver flere lastbiler, der kører rundt og forurener, så det skal der gøres noget ved. Jeg synes vi skal nøjes med tre spande: en til pap, en til haveaffald og så en til alt det andet .I dag bliver der kørt langt med affald og det er ikke særligt miljøvenligt,« siger han .

»Jeg synes også, at vi skal have flere rekreative områder for eksempel på de såkaldte erstatningsarealer, der ligger i villaområderne. Det skal ske i samarbejde med grundejerne. Dæmningen ved Damhussøen er vigtig i forhold til skybrudssikring og så kunne man godt gøre Damhusengen lidt mere interessant.«

»Så er ordet frit om Københavns fremtid generelt.«

»Vi skal have mere halkapapacitet Vi er så underforsynet med haller. Det er et område, der er blevet nedprioriteret. Det kan ikke være rigtigt, at ældre fra Vanløse skal tage til Valby for at dyrke motion. Jeg går meget ind for offentlige-private partnerskaber, der kan bygge haller for eksempel. Vi skal have ventelister til klubberne ned. Jeg så gerne, at der kom en rigtig hal med omklædnings-faciliteter i forbindelse med byggeriet på damhusengens Skole.«.

Det er ikke nogen hemmelighed at Jakob Hougaard og med ham hans parti går meget ind for at der bygges flere billige boliger.

»Vi skal have gang i mere alment byggeri. Det er ofte dyrt i starten, men ser man Bellahøj som eksempel, så kan man se, at boligerne bliver billigere med årene. »Der er mange kulturelle tilbud i København, men jeg så gerne at bydele som Vanløse blev prioriteret endnu højere. Der skal investeres mere i Vanløse. Og så går jeg imod den tanke, at vi ikke har plads til flere i byen nu. Hvis vi ikke bygger er vi med til at presse prisen yderligere op. Så der skal bygges.«

- læs flere artikler > artikel oversigt...